Det vil ikke vare længe, før vi skal se ham, i hvem vort håb om evigt liv findes. I hans nærværelse vil alle trængsler og lidelser i dette liv blive som intet. "Så kast da ikke jeres frimodighed bort, den har nemlig stor løn i følge; thi I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet. Thi "der er endnu kun en liden stund, snart, snart, så kommer han, der skal komme, og han tøver ikke." Hebr 10,35-37. Se opad, se opad, og lad stadig din tro forøges. Lad denne tro lede dig langs den snævre sti, som fører gennem Guds stads porte og ind i det store hinsides. Den vidtstrakte, ubegrænsede fremtid af herlighed, som tilhører de forløste. "Så vent da tålmodigt, brødre! indtil Herrens komme. Se, bonden bier på jordens dyrebare afgrøde og venter tålmodigt på den, til den har fået tidligregn og sildigregn. Vent da også I tålmodigt, styrk jeres hjerter; thi Herrens komme er nær." Jak 5,7-8.

Ved slutningen af de tusind år vender Kristus atter tilbage til jorden. Han ledsages af alle de frelste og en skare af engle. Han stiger ned til jorden i frygtindgydende majestæt og befaler de gudløse at opstå, så de kan få deres dom. De træder frem en vældig skare, talløse som havets sand. Hvor er de dog forskellige fra dem, som opstod ved den første opstandelse! De retfærdige var iklædt udødelig ungdom og skønhed. De gudløse bærer mærker af sygdom og død.

Hvert eneste blik i denne vældige skare er vendt mod Guds Søns herlighed. Som med en røst udbryder de gudløse: "Velsignet være han, som kommer i Herrens, navn!" Det er ikke kærlighed til Jesus, som får dem til at sige dette. Sandhedens magt tvinger ordene frem fra uvillige læber. Som de onde gik i graven, således kommer de op af den opfyldt af det samme fjendskab til Kristus og den samme oprørsånd. De får ingen ny nådetid, i hvilken de kan genoprette, hvad de har forspildt. Intet ville opnås derved. De har levet i ulydighed hele livet, og deres hjerter er ikke blevet blødgjort. Hvis de fik tildelt en ny nådetid, ville de benytte den, som de benyttede den første, til at undslå sig Guds krav og anstifte oprør imod ham.

Kristus stiger ned på Oliebjerget. Profeten siger: "Herren min Gud kommer og alle de hellige med ham." "På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over og danne en vældig dal." Når det ny Jerusalem i sin strålende pragt er kommet ned fra Himmelen, hviler det på det sted, som er blevet lutret og gjort rede til at modtage det, og Kristus går med sit folk og sine engle ind i den hellige stad.

Det nye Jerusalem vil på alle måder genspejle Guds karakter og herlighed. Den vil ikke kun være fuldkommen i skønhed, men den vil også være et kærlighedens monument, som Gud bereder for dem, som elsker ham. Den er en fuldkommen gave, som har sit udspring i den evige Kærlighed, og er skabt til at bringe lykke og glæde til Guds børn, som er hans arvinger. (Rom. 8,17; 1Kor. 2,9.)

Johannes beskriver staden på en enkel og alligevel majestætisk måde. Den er en interessant åbenbaring af tallet tolv, et tal som Bibelen ofte forbinder med Guds rige. Den har tolv porte, hvor Israels tolv stammers navne er indgraveret (vers 12), og den har tolv grundsten stadier lange (vers 16), og muren er 144 alen 12x12 høj (vers 17). Livets træ vil bære frugt tolv gange, eller hver måned. (Åb. 22,2.) Selv om Johannes brugte symbolsk billedsprog til at beskrive staden, skildrer han den som et håndgribeligt sted et virkeligt hjem for de forløste.

Der vil de forløste være i nær kontakt med Gud. Gennem hele evigheden vil skaberen give liv og lys til sine skabninger. De, som Jesus har udfriet fra synd og død, vil gennem endeløse tidsaldre trænge dybere ind i genløsningens plan, som åbenbarer Jesus Kristus.